Fra kampens start så det dog ikke ud til, at sejren ville gå til Caroline Wozniacki. Efter den første time måtte hun således se første sæt gå til sin modstander med cifrene 3-6.
Herefter var det dog som om den 18-årige dansker tog sig selv i nakken, og med hård fight lykkedes det hende at vinde 2. sæt med 6-4. Det efterlod 3. sæt helt åbent, og det blev da også et tæt et af slagsen. Det lykkedes dog Wozniacki at få hevet sejren hjem til sidst, og efter en hård kamp kom sejren i hus med cifrene 6-4 i tredje sæt.
"Det var rigtig svært, men jeg tror, at vi begge kæmpede lidt med det. Jeg er bare glad for, at jeg er klar til finalen," sagde danskeren i følge DR Sporten efter sin sejr.
I finalen venter verdensranglistens nummer 25 Virginie Razzano fra Frankrig.