Caroline Wozniacki var en anelse nervøs over at være til OL, og derfor er hun lettet oven på sejren i første runde over det britiske hjemmebanehåb Anne Keothavong.
Efter en svag start vandt den danske favorit kampen med 4-6, 6-3 og 6-2.
- Jeg er glad for, at jeg er videre til næste runde. Første runde er altid svær især, når man møder én, der er på hjemmebane, og som har alt at vinde.
- I starten var jeg måske lidt nervøs - det er jo OL - og jeg skulle lige i gang. Til sidst turde jeg gå lidt mere efter det, siger Wozniacki efter sejren, der blev spillet på Wimbledons Centre Court.
Den tidligere verdensetter er overordnet tilfreds med lørdagens udbytte.
- Jeg er tilfreds med, at jeg er videre. Det er det vigtigste, og så er det lige meget, hvordan jeg spiller.
Er der ting, du skal arbejde med?
- Det har jeg ikke lige tænkt over, men der er altid noget at arbejde videre med, siger Wozniacki, der møder belgiske Yanina Wickmayer i anden runde i begyndelsen af næste uge.
Danskeren har slået Wickmayer i deres hidtidige fem kampe.
/ritzau/