Tusindvis af beboere inden for tre kilometers afstand måtte evakueres, da den store vulkan San Miguel begyndte at gå i udbrud i El Salvador søndag.
Mindst to personer er blevet indlagt med vejrtrækningsproblemer, efter den tykke askesky lagde sig over de nærmeste byer, og myndighederne holder nu et vågent øje på San Miguel-vulkanen, der også går under navnet Chaparrastique.
Indtil videre er det primært giftig røg og aske, vulkanen har spyttet op. Men det frygtes, at den store vulkan, der har sin munding i over to kilometers højde, kan eksplodere i et endnu mere voldsomt udbrud.