Det er ikke kun konen Elin Nordegren, som Tiger Woods må sige farvel til. Det samme kan han sige til tre milliarder kroner. Det beløb kommer skilsmissen angiveligt til at koste golfstjernen, skriver den engelske avis The Sun.
Da de mange sexskandaler begyndte at vælte ud af golftasken, var den forsmåede hustru ellers parat til at nøjes med cirka 1,5 milliard. Men efter nye afsløringer og lange snakke med advokater har hun nu skruet forventningerne i vejret.
Til den pris får Tiger Woods så også noget igen. Den kommende ekskone forpligter sig med aftalen til aldrig at udtale sig offentligt eller til medierne om ægteskabet med stjernen, der viste sig at "swinge" lige så meget med andre kvinder, som han svingede golfkøllerne.
Sammen har det forliste par to børn, og i den rekorddyre skilsmisseaftale indgår også et krav om, at svenskfødte Elin Nordegren ikke bosætter sig i sit oprindelige hjemland.