Sygdom er hver mands herre, lyder et gammelt ordsprog, og det må 'Wolverine' nu sande. For selv superhelte kan blive ramt af sygdommen svineinfluenza. Det skriver people.com.
Den mexicanske premiere på filmen 'X-Men Origins: Wolverine' er blevet udskudt på grund af sygdommen, der ind til nu har kostet 152 menneskeliv og som hærger i Mexico, Spanien, Norge, USA og i de fleste landes medier.
Hugh Jackman, der spiller hovedrollen i filmen, skulle have været i Mexico for at promovere filmen, men mexicanerne må altså vente lidt med at se 'Wolverine'-stjernen.
"Vi er ikke bare bekymret for Hugh's helbred, vi har også et stort kontor med en masse mennesker, vi bekymrer os om," siger en repræsentant for Twentieth Century Fox, selskabet bag filmen.