Caroline Wozniacki har været helt ustyrlig i 2007, og ved søndagens finale ved ITF-turneringen i italienske Val Gardena forsatte hun sin rejse mod verdenstoppen, da hun besejrede Brianti fra Italien med cifrene 4-6 7-5 og 6-3
Wozniacki var ellers i en mindre krise undervejs i anden sæt, hvor hun var foran med 5-3 og havde alle muligheder for at serve sættet hjem, men i stedet lukkede hun sin italienske modstander tilbage i sættet, da hun fik lov til at reducere til 5-5, førend Wozniacki vandt de to næste partier og dermed sættet med 7-5.
I tredje sæt startede de to spillere med at bryde hinandens serv, før danskeren fik styr på det og sikrede sig sættet med 6-3 og dermed matchen.
Med sejren kan Wozniacki sætte 64.000 kroner ind på kontoen, og hun tager formentlig også et kvantespring op ad verdensranglisten.