Knap et år efter hendes død er det nu slået fast, hvem der skal arve sangerinden Amy Winehouses millionformue.
Ifølge dokumenter, der blev offentliggjort onsdag, efterlader hun sig en ejendom til en værdi af 26 millioner kroner.
Det skriver Associated Press.
Og eftersom Winehouse døde uden testamente, går pengene til hendes forældre.
Amy Winehouse var berømt for sit store sangtalent - og berygtet for sit tragiske misbrugsliv. Det sidste album, hun udgav, "Back to Black", er det bedst sælgende album i Storbritannien i det 21. århundrede.
Hun blev fundet død 23. juli sidste år i sit hjem i London efter alkoholforgiftning, blot 27 år gammel.
Kilde: AP