Amy Winehouse overvejer at slå sig ned på den caribiske ø St. Lucia for at adoptere. Sangerinden er dog bevidst om, at hendes vilde baggrund med misbrug af stoffer og alkohol vil gøre det svært for hende at få tilladelse.
"Amy overvejer seriøst at adoptere. Hun ved godt, at det kommer til at blive utrolig svært pga. hendes baggrund. Hun har altid gerne villet være mor. Hun elsker St. Lucia og vil flytte dertil permanent med det formål at adoptere," siger en kilde.
Den 25-årige Winehouse skulle efter sigende være meget inspireret af Hollywood-stjernen Angelina Jolie, der sammen med sin partner Brad Pitt har adopteret tre børn foruden de tre biologiske børn.
Ifølge Winehouses talsmand snakker sangerinden om, at hun vil adoptere på den måde, at hun skal se efter børn på St. Lucia måske gennem et uddannelsesprojekt baseret på musik.