Ruslands Dinara Safina kunne ikke stille noget op imod amerikaneren Serena Williams ved finalen i årets første Grand Slam-turnering Australian Open.
Den særdeles ulige tennisdyst sluttede med de overbevisende cifre 6-0, 6-3, og løjerne var overstået på under en time.
Undervejs i turneringen har Williams ellers flere gange været i problemer, og kort før Australian Open var hun nær blevet besejret af danske Caroline Wozniacki.
Sejren i Australien betyder, at Serena Williams vil ligge i top, når en ny og dugfrisk verdensrangliste offentliggøres mandag.
Det var fjerde gang, at hun sejrede i Australian Open og tiende gang, at hun trak sig sejrrigt ud af en Grand Slam-turnering.
Søndag afvikles herrernes finale mellem de to forhåndsfavoritter Roger Federer fra Schweiz og verdens i øjeblikket bedste, Rafael Nadal fra Spanien.