Som det første land tog Storbritannien onsdag fat på at vaccinere sin befolkning med den spritnye vaccine fra Pfizer/BioNTech.
Og nummer to til at modtage den længe ventede vaccine var en ældre herre med et velkendt navn. Det var nemlig 81-årige William ”Bill” Shakespeare, der lagde skulder til sygeplejerskens sprøjte. Han var ifølge BBC ”glad” for at få vaccinen.
Kort forinden havde 90-årige Margaret Keenan som den allerførste i verden, der har modtaget den nye vaccine.
– Det er den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne ønske mig, sagde den ældre dame, der fylder 91 år i næste uge.
Over de næste uger modtager Storbritannien 800.000 doser af den eftertragtede medicin. Inden udgangen af december får landet fire millioner doser. De vil i første omgang blive brugt til personer over 80 år samt ansatte i sundhedssektoren.
Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, har døbt dagen i dag ”V-dag”. Og han er begejstret for, at vaccineprogrammet endelig er kommet i gang.
– I dag markerer starten på, at vi slår igen mod vores fælles fjende, coronavirus, sagde han.