William Kvist blev søndag dømt ude af resten af VM-slutrunden i Rusland med en lille punktering på lungen samt to brækkede ribben.
Men den centrale midtbanespiller har ikke opgivet håbet om at kunne spille en rolle senere i turneringen, hvis Danmark når langt.
- Situationen er den, at jeg er i bedring. Så det er dejligt, og jeg flyver hjem til Danmark i dag for yderligere undersøgelser i forhold til lungen og ribbenene.
- VM er jo langt, og hvis vi kommer langt, så skal den lille bitte sandsynlighed for, at jeg skulle kunne spille en rolle i hvert fald undersøges til bunds. Men det finder vi nok snart ud af, siger Kvist på sin Facebook-side.
FC København-spilleren har været indlagt på et hospital i Saransk, og han har modtaget masser af opmuntrende beskeder, hvilket han er glad for.
- Tak for alle de søde beskeder. De varmer meget på et trods alt noget koldt og tomt sted i forhold til VM.
- Tomheden består nok meget i at have kæmpet så meget for at stå der ved VM og være klar og kunne spille en betydelig rolle. Man kan sige et sidste stort højdepunkt med landsholdet.
- Jeg kan trøste mig med, at jeg stod der og sang nationalmelodien sammen med gutterne og dem på stadion og alle jer derhjemme foran tv'et, siger Kvist.
Den danske landsholdsspiller udgik midtvejs i første halvleg i lørdagens kamp mod Peru. Danmark endte med at vinde kampen 1-0.
/ritzau/