280.000 kroner vil pynte på enhver bankkonto.
Det mener Jay Bennet, der tidligere spillede i Wilco, tilsyneladende også.
Derfor forfølger han nu en sag om royalties. Han mener, at bandet mangler at udbetale ham 280.000 kroner, hvilket har fået ham til at sagsøge forsangeren fra bandet, Jeff Tweedy, skriver BBC.
Bennet, der forlod Wilco i 2001, kræver penge for de fem album, han var med til at indspille, samt for en dokumentarfilm fra 2002 om bandet.
Bandet, der udgiver et nyt album den 30. juni, blev dannet i 1994, og Jeff Tweedy har været en af de få, som har spillet fast med i bandet. Du kan allerede nu hente en ny coverversion på bandets hjemmeside. Det er Woody Guthries sang 'The Jolly Banker'.