Onsdagens træning for det danske herrelandshold i håndbold er aflyst. Det sker på grund af de strandede lønforhandlinger mellem Dansk Håndbold Forbund (DHF) og spillerne.
Forhandlingerne om den ny lønaftale er brudt sammen, og derfor har spillerne valgt at rejse hjem og dermed afbryde træningslejren.
Det ærgrer landstræner Ulrik Wilbek, der havde lagt stor vægt på denne træningslejr.
"Det er først og fremmest trist, fordi dansk håndbold endnu en gang har tabt til sig selv. Men også sportsligt er det en tabersituation for alle, fordi vi kommer endnu mere bagud i forhold til de andre lande, der bruger flere uger af sommeren på at forberede sig," siger Wilbek ifølge sporten.dk.
Derfor må landsholdstrænere revidere sin handlingsplan frem mod EM i Østrig i begyndelsen af næste år.
"Det betyder jo desværre, at de nye spillere får svært ved at spille sig ind på holdet. Inden vi samles næste gang til Super Cup i oktober, skal de nuværende 24 mand i truppen skæres ned til 18, og det er svært at se, hvordan det skulle blive andre end de yderste seks mandater, der bliver valgt fra," siger han.