De danske håndboldherrer kan også vinde uden verdens bedste håndboldspiller Mikkel Hansen.
Det beviste de lørdag i Farum Arena, hvor de vandt 29-23 over Argentina i den første af to VM-testkampe mod sydamerikanerne. Den anden kamp spilles søndag i Odense.
Argentina virkede ikke specielt skræmmende hverken i forsvar eller angreb, og derfor kunne Danmark med en svingende og til tider fejlpræget indsats alligevel sætte sig tungt på opgøret.
Men der var også lovende momenter, ikke mindst i angrebsspillet, hvor spændingen rettede sig mod, om Danmark uden en knæskadet Mikkel Hansen kunne score mål. Det kunne holdet.
Et af de store spørgsmål i testkampen var, hvordan bundesligatopscoreren Morten Olsen fra TSV Hannover ville falde ind på holdet.
I forsvaret havde Olsen lidt mange fejl, som kan skyldes, at han har brug for mere spilletid på landsholdet.
I første halvleg havde Niklas Landin godt styr på de argentinske skytter, og målmanden, som før sæsonen skiftede til Rhein-Neckar-Löwen, havde en væsentlig aktie i, at de danske håndboldherrer kunne gå til pause med en føring på 13-8.
Men der var også dårligt nyt for landstræner Ulrik Wilbek, som kunne se sin stregspiller Rene Toft Hansen trække sig fra kampen med smerter fra brystbenet efter en hård tackling i første halvleg.
Wilbek har allerede noteret et afbud på samme position fra Michael V. Knudsen, som på grund af et krav fra sin klub Flensburg-Handewitt ikke kommer med til slutrunden.
Hvis Rene Toft Hansen har pådraget sig et brud på brystbenet, risikerer landstræneren at skulle undvære de to oplagte valg.
- Det gjorde nas. Jeg prøvede at spille videre, men det gjorde for ondt, siger Rene Toft Hansen til TV2.
Argentina sluttede på 12.-pladsen ved VM i 2011 i Sverige, hvor Danmark fik sølv efter nederlag til Frankrig i finalen.
VM spilles fra 11.-27. januar i Spanien.
/ritzau/