Det er med at få timet madlavningen på lørdag.
Ulrik Wilbeks håndboldhelte marcherer mod medaljer ved EM i Norge, og fredag faldt spilletidspunktet for semifinalen mod Tysklands verdensmestre på plads.
Kampen skal nu spilles klokken 18.00 mod oprindeligt planlagt klokken 15.30, hvor den anden semifinale mellem Kroatien og Frankrig nu udgør forretten i det, der tegner til at blive en fantastisk håndboldaften.
Godt nok er Norges hjemmebanehelte ikke gået videre til medaljekampene, men set over hele turneringen er det de fire bedste hold, der er gået videre.
Stadig billetter
Og mon ikke der vil blive stor opbakning til Kasper Hvidt og kompagni både fra det norske håndboldpublikum og de mange danskere, der har taget turen til Norge.
Det er i øvrigt endnu ikke for sent at skaffe sig billetter til semifinalerne i Håkons Hall, hvor en plads ved langside koster op imod 1.000 norske kroner, mens en ståplads bag målet kan skaffes for omkring 400 norske kroner. Læs mere om billetkøb på det europæiske håndboldforbunds hjemmeside.