De danske håndboldherrer er med fredagens semifinalesejr over Kroatien sikker på en medalje ved VM i Spanien. Søndag spiller Danmark finale mod Spanien.
Det er samtidig landstræner Ulrik Wilbeks 12. medalje i spidsen for enten kvinde- eller herrelandsholdet.
- Jobbet er ikke gjort færdigt. Vi skal restituere og forberede os til kampen mod Spanien. Nogle er først faldet i søvn ved tretiden. Så der er noget søvnunderskud, der skal indhentes, siger Wilbek.
- Spanien spiller anderledes end de hold, vi hidtil har mødt i turneringen. De sidste fire gange, vi har mødt Spanien, har de dækket op i en 4-2-formation i forsvaret.
- Det har været meget tætte kampe, og vi har vundet hver gang. Det bliver spændende at møde dem, siger landstræneren.
Danmark vandt fredag aften 30-24 over Kroatien i en ensidig forestilling, hvor danskerne var klart dominerende og aldrig var i fare for at tabe kampen.
- Nu vil vi gerne prøve at vinde det VM, for vi var tæt på sidste gang, siger Wilbek.
Ved VM i Sverige for to år siden endte det med sølv til Danmark efter finalenederlag til Frankrig.
Danmark spiller finale mod Spanien søndag eftermiddag i Palau Sant Jordi i spanske Barcelona.
/ritzau/