Det bliver ikke bedre for dansk herrehåndbold, end det er nu, vurderer landstræner Ulrik Wilbek.
Både Kolding IF og GOG Svendborg er videre til ottendedelsfinalerne i Champions League, og deres succes smitter af på den danske liga. Men Danmark har nået grænsen for, hvor gode vi kan blive, siger han.
»Vi får nok ikke noget hold, der vil være væsentligt bedre end Kolding. Det vil være noget at det bedste, vi nogensinde får. I modsætning til kvindehåndbold er der i herrehåndbold internationalt så stor konkurrence, at vi ikke økonomisk kan følge med. Vi er for lille et land til at have økonomien,« siger Wilbek.
Men han tilføjer, at det jo også er flot, hvis vi kan være Europas tredje eller fjerde bedste liga.
»Jeg vil tro, at vi har Europas fjerde bedste liga, Frankrig ligger lige over,« vurderer han. I toppen ligger Spanien og Tyskland.
Problemet er, at vi ikke er i stand til at holde på vores spillere, når de bliver for gode ryger de videre til de store europæiske klubber. I midlertid er situationen ideel for talentudviklingen til landsholdet.
»Den overordnede målsætning må være, at talenterne får lov til at få spilletid i den bedste liga. Lige nu er det et idealbillede, idet alle vores talenter får spilletid,« siger han.