Træningsturneringen Lauritz Knudsen Cup blev ikke den manifestation af et dansk håndboldhold på vej til VM-medaljer, som mange havde håbet på. To nederlag og en uafgjort kamp var, hvad det kunne blive til for håndboldherrerne.
Det ene point blev hentet hjem i går mod Island i turneringens sidste kamp. Her spillede veteranen Lars Christiansen sin landskamp nummer 235, hvilket er rekord, og samtidig er han noteret for flest scoringer. Hans vurdering var klokkeklar:
»Før Lauritz Knudsen Cuppen mente vi, at vi sagtens kunne nå mellemrunden og nok ende blandt de syv bedste. Men vi har ikke nået niveauet, så vi må skrue forventningerne ned,« sagde han til nyhedsbureauet DNY efter kampen.
Landstræner Ulrik Wilbek var dog tydeligt lettet over, at det lykkedes at hive et enkelt point hjem.
»Gudskelov fik vi et point. Ellers havde det ikke været til at bære, nu kan vi i det mindste komme videre,« sagde han.