Det er den nok bedste danske slutrunde nogensinde, som herrelandsholdet i disse dage fyrer af i Sydsverige.
Sådan lyder det fra landstræner Ulrik Wilbek, der henviser til, at samtlige ni kampe hidtil i turneringen er vundet.
Og det gør kun præstationen endnu mere imponerende, at resultaterne er kommet i hus via flot spil, sagde han ifølge Ekstra Bladet på dagens pressemøde i Malmø.
"Det er samtidig også rigtig dejligt at stå i spidsen for et hold, der står for angrebshåndbold og underholdende håndbold, og som gerne vil frem over banen," lød det fra en tilfreds håndbold-boss.
I morgen venter de skræmmende franskmænd i finalen. Les Bleus har verdens stærkest forsvar og kan bryste sig af at være indehaver af samtlige titler på den internationale håndboldhimmel.
Alligevel tror Wilbek på en dansk overraskelse.
"Jeg kan ikke garantere, at vi vinder kampen, for modstanderen er alt for stærk til, at man kan give garantier. Men jeg kan garantere, at alle mand er klar til at give den alt, hvad vi har. Det er nu, vi skal benytte os af den chance, vi har spillet os frem til med ni sejre i ni kampe," sagde Ulrik Wilbek.
Kilde: Ekstra Bladet.