Håndboldherrernes landstræner, Ulrik Wilbek, og Dansk Håndbold Forbund (DHF) er uenige om hvor længe Wilbek er bundet til at blive. Det skriver Berlingske Tidende.
Ifølge Wilbek udløber kontrakten allerede efter EM i Norge i januar næste år, mens DHF mener, de har papir på hinanden til og med De Olympiske Lege, der slutter august næste år.
»Vi har kontrakt til 31. august 2008, såfremt vi kvalificerer os til OL. Hvis det ikke lykkes, kan en af parterne ophæve kontrakten efter EM i 2008,« siger DHFs direktør Hans-Christian Jacobsen til avisen.
Men Wilbek siger:
»Min aftale med DHF løber til og med EM. Tidligere troede man, at man skulle kvalificere sig til OL her ved VM. Så hvis vi havde kvalificeret os her, havde aftalen gjaldt til OL. Men sådan er det ikke nu, så nu er det kun til EM,« siger Ulrik Wilbek.
Landstræneren er især blevet interessant for de udenlandske klubber og landshold efter Danmarks succes ved VM i Tyskland.