Det psykologiske spil før Danmarks skæbnekamp ved håndbold-VM er i gang: Således sørger den danske træner, Ulrik Wilbek, for at lægge presset over på Norge ved at udråbe broderfolket til favoritter.
»Norge må finde sig i at være små favoritter, men det bliver helt sikkert en jævn og spændende kamp,« siger Ulrik Wilbek til den norske avis VG.
»Vi har det højeste topniveau, men i har det højeste bundniveau. Det er 50/50, hvem der vinder kampen,« siger Ulrik Wilbek til den norske avis.
En af de danske målmænd, Kasper Hvidt, tager sin træners udtalelser med sindsro.
»Jeg tror, at det er en træners job at sige sådan. Men kampen mod Norge er ganske lige. Begge hold ved, hvordan det andet spiller,« siger målmanden.
Uanset, hvem der på forhånd er favoritter, ligger det fast, at Danmark skal vinde for at gå videre fra gruppen, mens Norge kan nøjes med uafgjort.