Brian Lyngholm burde have haft længere snor som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold. Det mener Ulrik Wilbek, der netop har været med til at vinde VM-bronze for Danmarks håndboldherrer og tidligere har haft stor succes som landstræner for det danske kvindelandshold.
»Brian Lyngholm prøvede at lave om på mange ting, og da han blev ansat, var det meget tydeligt, at det var på lang sigt. Vi vidste jo nok alle sammen, at holdet måske ikke lige var så godt, så man blev enige om, at hvis noget gik galt lige i starten, så skulle han ikke straffes for det. Men det var sgu’ ikke særligt længe, at man huskede på det,« siger Wilbek til B.T.