Wilbek tager ansvaret for unødig spænding

Ulrik Wilbek tager på sin kappe, at Danmark var tæt på at sætte en føring over styr mod Serbien ved OL.

Det blev unødigt spændende, da håndboldherrerne torsdag aften vandt 26-25 over Serbien og spillede sig videre til kvartfinalerne ved OL i London.

Landstræner Ulrik Wilbek tager ansvaret for, at serberne kom meget tæt på, efter at landstræneren skiftede ud på holdet mod afslutningen af opgøret.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Jeg tænkte, da der var 10-12 minutter tilbage, at den her har vi styr på, og nu skal jeg have nogle spillere ind for at se, om de kan tage ansvaret i de næste kampe, siger Ulrik Wilbek.

- Det fungerede jo knapt så godt, og så var det som om, at vi stivnede. Og så stivnede de andre spillere også, da de kom ind igen, og det må jeg selvfølgelig tage ansvaret for, siger han.

Danmark førte med fem mål, da der begyndte at gå ged i den, så serberne kom lidt for tæt på.

Ulrik Wilbek havde dog ikke fornemmelsen af, at den tredje danske sejr ved OL var i fare, eftersom serberne satte slutspurten ind meget sent.

- Jeg følte trods alt, at vi havde kontrol over det, så jeg tager på min kappe, at det blev lidt spændende til sidst, siger han.

Ulrik Wilbek mener, at Danmark spillede skidt i de første og de sidste 10 minutter af kampen i Copper Box, mens de 40 midterste minutter var rigtig gode.

Det gode spil får danskerne brug for på lørdag, når Kroatien venter i en direkte duel om førstepladsen i gruppe B.

Begge hold er videre til kvartfinalerne efter tre sejre i tre kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.