Mens fodboldlandstræner Morten Olsen under sommerens EM forbød Nicklas Bendtner, Simon Kjær og resten af den danske trup brugen af Twitter, opererer Dansk Håndbold Forbund med en noget mere liberal topstyring.
Således opfordrer forbundet ligefrem spillerne til at slå sig løs på både Twitter og Facebook under de olympiske lege i London.
- Som forbund gør vi alt for, at vigtige turneringer som OL forløber på den bedst mulige måde for spillere og ledere på herrelandsholdet.
- Derfor er vores holdning, at når flere af spillerne i forvejen er meget aktive på de sociale medier, så skal de endelig blive ved med det, siger Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.
Fodboldlandstræner Morten Olsens Twitter-forbud blev frem mod EM forklaret med "sportslige og ledelsesmæssige årsager". Angiveligt frygtede man, at spillerne ville tale over sig eller miste fokus på fodbolden.
Hos håndboldherrerne bekymrer generalsekretæren sig imidlertid ikke for spillernes internetvaner, men tror derimod, at netop de frie rammer vil sikre bedre resultater i de britiske håndboldhaller.
- I kampen om medaljer er det de små ting, der spiller ind, og vi ønsker bestemt ikke, at spillerne skal ændre den måde, de er på, siger Morten Stig Christensen.
Og den indstilling glæder landsholdets hovedsponsor, Totalkredit:
- De sociale medier er med til at knytte håndbolddanmark tættere på spillerne, og den relation er ekstremt vigtig for os som sponsor, siger Ole Lund, marketingdirektør hos Totalkredit.
Håndboldfans kan følge landsholdets forberedelser og ophold i OL-byen på Facebook-siden www.facebook.com/haandboldherrerne,
/ritzau/