Ulrik Wilbek er som bekendt træner for herreholdet – men også når kontrakten udløber i 2008?
- Det er jo ikke mig, der søger væk. Jeg savner bare en henvendelse, og når jeg ikke får nogen henvendelse, så er det klart, at så kan det heller ikke være så vigtigt. Derfor bliver jeg nødt til at kigge på, hvilke andre muligheder jeg har, siger Ulrik Wilbek til TV2 Sporten.
Træneren og DHF har en aftale om, at genforhandlinger om ny kontrakt først skulle begynde når kvindelandsholdet havde fået ny træner.
Jan Pytlick skrev kontrakt med DHF i februar i år, og tavsheden siden får Ulrik Wilbek til at overveje perspektiverne.
- Jeg synes jo, at jeg har været temmelig tålmodig. Der er gået tre måneder, siden det var meget vigtigt at få lavet en ny kontrakt med mig, og siden er der ikke rigtig sket noget, siger landstræneren.