Håndboldlandstræner Ulrik Wilbek må i øjeblikket klare sig uden sin sædvanlige assistent, Peter Bredsdorff-Larsen, ved OL i London.
Peter Bredsdorff-Larsen rejste for nogle dage siden hjem til Danmark af personlige årsager, men landstræneren håber snart at se sin assistent i London igen.
- Vi forventer, at han kommer tilbage om et par dage, siger Ulrik Wilbek.
Landstræneren har været på overarbejde, efter at assistenten rejste hjem, men det er ikke så galt, at Ulrik Wilbek ikke kan overkomme det.
- Det er klart, at jeg skal arbejde noget mere. Jeg skal se mere video og være mere med i analysen, men Peter kan også lave noget hjemmefra, og det har han også bidraget med.
- Vi får det til at gå, men jeg håber selvfølgelig, at han kommer tilbage. Det er også rart at være fire øjne i stedet for to og have nogen at tale med om kampene bagefter, siger Ulrik Wilbek.
Det danske håndboldlandshold har fået en god start ved OL med smalle sejre over Ungarn og Spanien.
Tirsdag aften vandt Danmark 24-23 over Spanien efter en gyserkamp, hvor Michael V. Knudsen scorede sejrsmålet få sekunder før tid.
Danmark møder torsdag Serbien i den tredje gruppekamp.
/ritzau/