Dansk Håndbold Forbund og Ulrik Wilbek har forlænget samarbejdet, så Ulrik Wilbek nu har ansvaret for det danske herrelandshold til og med OL i 2012.
»Vi er glade for, at der i så god tid er sikret kontinuitet i det forsatte arbejde og i udviklingen af dansk herrehåndbold,« siger DHF’s direktør Hans-Christian Jacobsen.
»Vi er specielt glade for, at vi er nået til enighed om så lang en periode, da vi stadig har ambitioner om at sikre os værtsskabet for herrernes VM i 2011, og at det, efter vores opfattelse, vil være en vigtig nøglefaktor, at Ulrik står i spidsen for det danske herrelandshold.«
Også træneren selv er glad for at han har skrevet under på en ny kontrakt.
»Jeg glæder mig meget til opgaven, for jeg brænder utrolig meget for at tage det sidste skridt sammen med vores talentfulde herrelandshold,« siger landstræner Ulrik Wilbek.