Det danske håndboldlandshold skal spille bedre, hvis holdet skal gøre sig forhåbninger om at spille om en medalje ved OL i London.
Det er udmeldingen fra landstræner Ulrik Wilbek efter mandagens knebne sejr på 26-24 over Sydkorea i Copper Box.
- Det handler om at spille på vores højeste niveau. Hvis vi gør det, så har vi en god chance for at komme i semifinalen. Hvis vi spiller som i de seneste to kampe, så har vi ikke særligt store chancer for en semifinale, siger Ulrik Wilbek.
Danmark tabte for to dage siden 21-32 til Kroatien og slutter med otte point for fem kampe i gruppe B.
Det betyder, at Danmark slutter enten på anden- eller tredjepladsen i gruppen.
Modstanderen i kvartfinalen bliver enten Sverige eller Frankrig. Det bliver først afgjort mandag aften kort før midnat, når de to lande har afviklet deres indbyrdes kamp.
- Nu er det som om, at vi skal spille de kampe, vi er kommet her for at spille. Og så må vi håbe, at vi kan stige i niveau, siger Ulrik Wilbek.
- Vi spiller en dårlig første halvleg i dag, hvor vi hænger bagefter. I anden halvleg kommer vi bedre med, men vi brænder for mange store chancer.
- Det, der bekymrer mig i dag, er, at vi ikke overmatchede koreanerne rent fysisk mand til mand. Det gjorde vi kun, når vi smed bolden ind til stregen, siger landstræneren.
Han oplever en usikkerhed hos sine spillere, fordi reglerne bliver tolket anderledes, end de er vant til.
- Jeg tror, at spillerne bliver mere og mere bange for at lave gennembrud, for der bliver dømt angrebsfejl på alt i denne turnering. Der bliver en tøven, vurderer Ulrik Wilbek.
Landstræneren har ikke meget til overs for de mange dramatiske fald i kampen fra sydkoreanske spillere.
- De her koreanere falder rigtig nemt, siger Ulrik Wilbek.
/ritzau/