Søgemaskinen Google er blevet så populær, at mange ikke
tænker på, at der kunne være alternativer. Det vil net-pioneren Jimmy Wales lave
om på.
Først stiftede Wales verdens største netbaserede leksikon,
Wikipedia. Nu vil han lave en søgemaskine, der skal udfordre Google. Målet er
at få en markedsandel på fem procent, skriver den norske avis Verdens Gang på
sin hjemmeside.
- Myten om, at Google-folkene har en fordel, fordi de bruker
superforskere, begynder at blive gammel, siger Wales ifølge Verdens Gang.
Den nye teknologi bliver baseret på, at brugerne skal deltage
for at gøre søgemaskinen bedre. Dermed viderefører Wales sine erfaringer fra
Wikipedia, hvor brugerne selv kan udbygge leksikonet løbende.
Googles enorme succes skyldes blandt andet, at søgemaskinen
fungerer ved at lade netsteder, som mange linker til, rangere højst i
søgeresultater.
Jimmy Wales vil ikke ud med, hvordan hans nye søgemaskine
vil fungere, men han lover, at brugerne vil få færre irrelevante søgeresultater
end på Google.