Den populære spilkonsol Nintendo Wii sender hver uge ti uheldige briter på hospitalet. Nu frygter lægerne, at der vil komme endnu flere skader efter jul, hvor der har ligget mange Wii-maskiner under juletræerne.
"De fleste bliver indlagt efter at have spillet tennis og løbespil, der indeholder en del pludselige bevægelser og voldsom udstrækning," har en reumatologisk læge sagt til avisen The Sun.
Wii'en adskiller sig fra andre konsoller ved, at spilleren selv skal bevæge sig for at få figuren til at flytte sig i modsætning til andre konsoller, hvor spilfigurene bliver styret med knapper og pile på en controller.
Fordi mange spiller Wii uden at varme op, har det betydet, at flere og flere kommer til skade under legen. Skaderne bliver populært kaldt Wii-itis eller Wee-knee (Wee-knæ).
Lægerne opfordrer nu kraftigt folk til at varme op, inden de går i krig med spilkonsollen. Gør man ikke det, kan det nemlig føre til gigt eller andre ledsygdomme senere i livet.
De oplyser yderligere, at Wii-itis typisk bliver behandlet med hormonindsprøjtninger og stærke smertestillende piller, og at det kan tage op til tre måneder at komme sig efter et Wii-knee.