Den forsvarende Tour de France-mester, Bradley Wiggins, slår nu endegyldigt fast, at han har intentioner om at vinde både Giro d'Italia og Tour de France i år.
Det siger Wiggins forud for lørdagens Giro-start, og efter at der i månedsvis har været snak om, at briten ville være hjælper for sin Sky-holdkammerat og landsmand Chris Froome under årets Tour.
- Tour de France er mit fokus. Jeg skal bare køre Giroen først. Dette er som sidste år med OL. Jeg var fokuseret på OL og Touren. I år kommer Giroen først, siger Wiggins ifølge BBC.
- Der har været meget snak om, at jeg skulle være hjælper for Froome, men det er op til holdledelsen at bestemme.
- Vi følger begge forskellige spor, og vi er begge professionelle. Vi har prøvet det før. Vi er på samme hold, og vi ved, hvad der skal gøres.
- Jeg ville have det fint i en hjælperolle, men det er ikke sådan, at jeg cykler 200 kilometer i front for så at stoppe og tabe 30 minutter. Jeg vil på podiet. Nogen skal tage en beslutning. Det bliver ikke nemt, og jeg er glad for, at det ikke er mig, siger Wiggins.
I sidste uge udtalte Froome - som sidste år blev samlet toer i Touren efter Wiggins - ellers, at han var valgt som kaptajn for Sky under årets løb på de franske landeveje.
- Jeg er 100 procent lederen. Det har ikke ændret sig siden januar, sagde Froome til Sky Sports.
Den udmelding blev bekræftet af Sky-træner Tim Kerrison.
- Lige nu forbereder vi Bradley til at levere ved Giroen, og så er Chris Froome vores leder ved Tour de France, sagde træneren.
/ritzau/