Bradley Wiggins er bestemt ikke tilfreds med sin kollega og klassementskonkurrent Pierre Rolland fra Europcar-holdet efter søndagens 14. etape af Tour de France.
Mens Wiggins og resten af hans Sky-mandskab sænkede farten i frontgruppen, fordi sidste års vinder, Cadel Evans, og flere andre punkterede, stak Rolland af og brød dermed løbets uskrevne regler.
- Når der er så mange, der punkterer, er det tydeligt, at der er et eller andet galt.
- Det er ufint at drage fordel af andres ulykke på den måde. Etapen var jo afgjort på det tidspunkt, og vi havde lige været over en hård stigning, så det gav ikke nogen mening, siger manden i den gule trøje.
Rolland havde undervejs et forspring på mere end et minut til feltet, men endte alligevel med at blive indhentet til sidst.
Det viste sig senere, at punkteringerne skyldtes en sabotageaktion, hvor nogen havde smidt søm ud på vejen, så rundt regnet 30 ryttere måtte have skiftet hjul. Deriblandt også Wiggins selv.
- Det er sørgeligt, og vi kan kun håbe, at det ikke sker igen, men det er svært at stille noget op imod den slags. Der er ikke rigtigt noget, vi kan gøre.
- Som rytter er man meget sårbar, og hvis det var sket på et fodboldstadion, ville man gå efter dem, der havde gjort det, siger Bradley Wiggins.
/ritzau/