Wiggins om Tour-sejr: Perfekt manuskript

Ingen kunne true Bradley Wiggins, som vandt både den afsluttede enkeltstart - og dermed Tour de France.

Bradley Wiggins var som ventet ganske suveræn på næstsidste etape af Tour de France, en enkeltstart over 53 kilometer.

Og med sejren på 19. etape kan englænderen kalde sig samlet vinder af det franske løb 2012, for der sker ingen ændringer i toppen af klassementet på søndagens paradekørsel i Paris.

- Mange følelser går gennem mig. Alle siger, det er en drøm, der går i opfyldelse, men det er noget, jeg har stræbt efter i nogle år efterhånden og arbejdet på.

- Det har været en drøm, da jeg var yngre, men nu er det virkelighed, siger Bradley Wiggins.

Sky-rytteren havde en stor oplevelse, da han kørte lørdagens enkeltstart som sidst startende rytter i feltet.

- Bare at se, hvad det betyder for disse mennesker, det er utroligt. At sporten kan gøre dette ved folk, er helt utroligt.

- Det kunne ikke være et bedre manuskript. Det var en flot enkeltstart, der var så mange mennesker derude. Det gjorde den sidste time så meget hurtigere for mig.

- Jeg vil ikke sige, at det var nemt, for det var hårdt i dag. Jeg startede karrieren med at køre tidskørsler som dreng, og at vinde Touren på denne måde er bare skønt for mig, suger briten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.