Amerikanerne får nu mulighed for at komme tæt på Whitney Houstons nærmeste. Den afdøde popsangers familie har givet et tv-hold lov til at følge dem i dagligdagen. Indtil videre har realityshowet fået titlen The Houston Family Chronicle.
Det skriver The Hollywood Reporter fredag. I serien, der skal sendes på kanalen Lifetime, vil seerne møde popdivaens mor Cissy Houston samt sangerens datter Bobbi Kristina Houston. Whitney's bror og svigerinde vil også dukke op på skærmen.
Hvor mange afsnit Lifetime kan knibe ud af aftalen, oplyses ikke. Men det centrale tema bliver familiens bearbejdelse af deres sorg efter den verdensberømte sangers død.
Whitney Houston døde den 11. februar på et hotelværelse i Beverly Hills i Los Angeles. Hun blev 48 år. Venner fandt Houston liggende i sit badekar aftenen inden, sangeren skulle havde deltaget i musikindustriens Grammy-fest.
Ifølge den retsmedicinske undersøgelse druknede sangeren ved et uheld. Jævnlig brug af kokain, beroligende midler, marijuana samt en hjertefejl menes at være medvirkende til dødsfaldet. Whitney Houston var i mange år misbruger af både stoffer, medicin og alkohol.
Kilde: Dpa