Der er godt gang i bookingerne til Skive Festivalen 2010. Festivalen meddeler, at de er klar med en håndfuld navne og offentliggør nu det andet udenlandske band.
Det engelske band White Lies har nemlig nikket ja til at komme til Skive.
Bandet udgav i starten af året deres debutalbum 'To Lose My Life'. Siden da er det blevet til ikke mindre end tre koncerter i Danmark, for udover årets Roskilde Festival har gruppen også gæstet begge Vegas koncertsale, skriver soundvenue.dk.
Men White Lies har også haft tid til at begynde arbejdet med at skrive numre til deres næste album.
På Skive Festivalen kan man også opleve tyske Rammstein, Rock Hard Power Spray, der sidste år udgav deres andet album 'Trigger Nation' og Dúné, som udgav albummet 'Enter Metropolis' tidligere på året.
Festivalen løber af stablen fra den 2. til den 6. juni 2010.