Af Kristina Gjelstrup Villadsen, krvi@avisen.dk
»Kan du ikke li billedet - Tag hjem!«
Ordene er skrevet af foreningen Stop Islamiseringen Af Danmark , SIAD, og står rundt om Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Plakaten kan downloades og skal bruges i en demonstration for ytringsfriheden, som foreningen afholder i Aalborg lørdag.
Men det er slet ikke i orden, mener tegneren selv.
»Jeg vil ikke have, at min tegning bliver brugt af en politisk bevægelse. Den hører hjemme i en avis, og jeg vil ikke risikere, at jeg kommer til at fremstå forkert, ved at min tegning bliver misbrugt,« siger Kurt Westergaard og tilføjer:
»Tegningen er rettet mod den terrorisme, der får sit endelige udspring i dele af Koranen. Den har ikke noget med muslimer generelt at gøre. Man må dyrke sin Gud, som man vil. Jeg har al respekt for religionsfrihed.«
Offentlig ejendom
Bladtegneren har nu fået sin advokat til at bede fogedretten i Aalborg om at nedlægge forbud mod brug af tegningen. Både i demonstrationen og på hjemmesiden.
Det er nemlig krænkelse af ophavsretten, hvis foreningen bruger den, mener både han og flere jurister.Men det er Anders Gravers, der er formand for foreningen Stop Islamiseringen af Danmark , helt uenig i.
»Da tegningen blev vist første gang i avisen, var der måske copyright på den. Men da der bagefter blev ballade, danskere blev forfulgt, og man brændte ambassader af, så blev tegningen offentlig ejendom,« siger han.
Og selvom fogedretten nedlægger forbud mod, at tegningen bliver en del af demonstrationen, så »bruger vi den temmelig sikkert alligevel,« siger Anders Gravers.
»Rundt omkring i verden er den tegning blevet symbol på ytringsfriheden. Den er blevet offentlig ejendom, og vi bruger den, fordi vi vil sige, at vi går ind for ytringsfrihed,« siger han.