Premier League-klubben West Ham har sikret sig den mexicanske angriber Javier Hernández, der måske er bedre kendt under kælenavnet "Chicharito".
Det skriver klubben mandag aften på sin hjemmeside.
West Ham og "Chicharitos" tidligere klub Bayer Leverkusen blev i sidste uge enige om en pris på cirka 135 millioner kroner for mexicaneren, som mandag fik forhandlet sine personlige vilkår på plads med West Ham.
- Jeg er meget glad for at være kommet til West Ham. For mig er Premier League den bedste liga i verden, og da muligheden opstod, var jeg desperat for at skrive under med klubben, siger den tidligere Manchester United- og Real Madrid-spiller.
- Det var ikke en svær beslutning (at skifte til West Ham, red.). West Ham er en historisk klub, og den er meget ambitiøs. Det kan man se med de spillere, der er kommet til klubben denne sommer.
Forud for den kommende sæson har klubben sikret sig forsvarsspilleren Pablo Zabaleta og den engelske landsholdsmålmand Joe Hart fra Manchester City samt den østrigske landsholdsangriber Marko Arnautovic fra Stoke.
Chicharito er den mest scorende mexicanske landsholdsspiller gennem tiderne med 48 mål.
Den 29-årige angriber spillede fire sæsoner for Manchester United, hvor han nåede at score 59 mål og vinde to mesterskaber, inden han i 2014 blev lejet ud til Real Madrid.
Han ankom til Leverkusen i 2015, og han har scoret 39 mål i 76 kampe for Bundesliga-klubben.
Kælenavnet "Chicharito" kan oversættes til "lille ært", og det kommer af, at West Ham-spillerens far, Javier Hernandez Gutierrez, blev kaldt "Chicharo", som betyder "ært". Navnet fik faren på grund af sine meget grønne øjne.
/ritzau/