Ritzau
Opdateret kl. 12:41
Fodboldklubben West Ham har fyret manager Slaven Bilic. Det meddeler Premier League-klubben mandag på sin hjemmeside.
West Ham er tredjesidst i den engelske liga med kun ni point for 11 kampe.
Klubben ligger dermed placeret lige under nedrykningsstregen.
Slaven Bilic' sidste kamp som West Ham-manager blev lørdagens 1-4-nederlag hjemme til Liverpool.
West Ham er uden sejr i de seneste fire ligakampe.
West Ham meddeler, at afskeden med Slaven Bilic betyder, at også hans assistenter, Nikola Jurcevic, Edin Terzic, Julian Dicks og Miljenko Rak, er færdige i klubben med øjeblikkelig virkning.
49-årige Slaven Bilic har været manager for West Ham siden juni 2015.
Som aktiv spillede kroaten også for klubben fra London.
Slaven Bilic, der i sin tid som aktiv var kendt som en hårdfør forsvarsspiller, var fra 2006 til 2012 landstræner for Kroatien.
Senere var han cheftræner for Lokomotiv Moskva i Rusland og Besiktas i Tyrkiet, inden han blev hentet til West Ham for to et halvt år siden.
West Ham meddeler, at klubben forventer at kunne præsentere afløseren for Slaven Bilic i løbet af de næste dage.
Afløseren skulle således være på plads, når West Ham 19. november møder Watford på udebane i den engelske liga.
/ritzau/