Daniel Jensen gjorde det rigtigt godt, da hans klub, Werder Bremen, søndag eftermiddag vandt ude over endnu en danskerklub, Mainz 05, som havde Leon Andreasen med i startopstillingen.
Den duel faldt ud til Daniel Jensens fordel, da Werder Bremen vandt med 2-0. Dermed holder Bremen trit med Schalke 04, som lørdag gjorde sin pligt via en spinkel sejr på 1-0 over et andet af topholdene, Stuttgart. I dén kamp spillede Søren Larsen de sidste 20 minutter, dog uden at gøre noget større væsen af sig. Peter Løvenkrands sad udenfor efter en skade.
I toppen af Bundesligaen har Schalke 53 point, tre flere end Werder Bremen. Stuttgart på tredjepladsen har kun 46 point, så det ser ud til, at mesterskabet skal gå til en af de to danskerklubber. Men hvilken? Søren Larsen og Peter Løvenkrands Schalke 04 eller Daniel Jensens Werder Bremen.
Ligaens andre danskere havde en skidt weekend. Jonas Kamper fik hele kampen for Bielefeld, som tabte med 2-0 til Aachen.
Gladbach havde hele tre danskere i aktion, men uden held. Kasper Bøgelund hele kampen, Sebastian Svärd fik anden halvleg, mens Mikkel Thygesen fik de sidste 10 minutter. Dén kamp endte med en sidsteøjeblikssejr til Leverkusen på 1-0.
Gladbach ligger stadig sidst og har nu fem point op til redningen.