Status Quo i Tyskland. De syv øverste hold i Bundesligaen fik hver et enkelt point i weekendens runde. Dermed er Schalke 04 stadig på guldkurs mod klubbens første mesterskab siden 1958. Men intet er afgjort med ni runder tilbage, hvor både Werder Bremen, Stuttgart og Bayern München kan nå at blande sig.
Søndag eftermiddag delte to af topholdene, da Bayern München og Werder Bremen spillede 1-1 på Allianz-Arena i München. Eneste dansker i aktion i den kamp var Daniel Jensen, som startede inde, men blev skiftet ud i pausen.
Søndagens andet opgør stod mellem Hamburger SV og Leverkusen, og også den kamp endte med en pointdeling, hvilket ingen af holdene kunne være særligt tilfredse med.
I den nederste halvdel af ligaen er der heller ikke afgjort noget endnu. Således er der stadig hele ni hold, der kan ikke kan vide sig sikre. Med ni runder tilbage er det Gladbach, Bielefeld og Frankfurt, der ligger til nedrykning, men meget kan ske.
Det siger også Tommy Bechmanm fra Bochum, som lørdag fik tre vigtige point i lokalopgøret mod Dortmund med en sejr på 2-0.
»Der er mange hold med om budet, og hvis man taber, så ryger man under stregen, vinder man, så ryger man over,« som han siger.
Tommy Bechmann startede inde, og selvom det ikke var hans bedste kamp, så er han bare glad for at være skadesfri og for at spille igen.
»Det gik ok for mig. Det var ikke en pragtkamp, men det er lige med at komme i gang igen. Jeg har jo næsten ikke spillet i snart et år,« fortæller han.
Han indrømmer, at det er hårdt at ligge i bunden og kæmpe mod nedrykningen.
»Det er anden gang jeg prøver at ligger dernede og det er da hårdt, det er det. Hver kamp er en pokalfinale nu. Næste uge spiller vi ude mod Wolfsburg, og det er endnu et nedrykningsbrag. Vinder vi der, så rykker vi forbi dem og får lidt afstand til nedrykningsstregen. Men det er jo præcis det samme for dem,« filosoferer Tommy Bechmann.
Den tidligere Esbjerg-spiller tror dog ikke, at det bliver Bochum, der trækker Sorteper. Ikke mindst fordi holdet kan trække på erfaringen fra en tidligere nedrykning.
»Næsten alle på holdet har prøvet at rykke ned før. Vi er desværre et erfarent hold med hensyn på at rykke ned,« siger han.