Intet kunne forhindre salget af den hollandske stjerneangriber Robin van Persie, der forlader Arsenal og slutter sig til ligarivalerne Manchester United.
Det siger spillerens nu forhenværende franske manager, Arsène Wenger.
- Han er hos Manchester United, desværre for os. Transferen faldt på plads i eftermiddags, sagde Wenger onsdag ifølge den franske TV-station TF1.
- Det er aldrig godt at miste spillere af den kvalitet, men han havde et år tilbage af sin kontrakt, så vi havde intet valg, siger Wenger med henvisning til, at det var sidste chance for Arsenal for at score en stor sum på hollænderen.
Manchester United bekræftede onsdag aften, at klubben havde indgået en aftale med Arsenal - angiveligt til en værdi af 230 millioner kroner - om hollænderen.
I 2004 købte Arsenal van Persie i Feyenoord for mindre end 30 millioner kroner.
Endnu mangler Robin van Persie selv at forhandle en kontrakt på plads med Manchester United og at gennemføre lægetjekket, inden han endeligt kan kalde sig United-spiller.
Robin van Persie blev efter sidste sæson kåret som årets spiller i den engelske Premier League, hvor han også blev topscorer med 30 træffere.
Den venstrebenede angriber havde til gengæld et skuffende EM med Holland, hvor han var med til at tabe alle tre gruppekampe.
Mens van Persie er færdig i London-klubben, er andre offensive kræfter hentet ind.
Det drejer sig blandt andre om Olivier Giroud og Lukas Podolski, som skal kompensere for van Persies afgang.
/ritzau/