Der er fire engelske hold tilbage i Champions League, og der er bred enighed om, at Arsenal står med de dårligste chancer i turneringen af de fire.
Men det får ikke Arsenals franske manager Arsene Wenger til at ryste på hånden før kvartfinalen mod Villareal.
"Jeg tror på, vi har styrken til at klare den udfordring, vi står overfor, men lad os nu starte med at fokusere på at sende Villareal ud," siger Wenger til BBC.
Han betegner sit hold som super-outsidere i turneringen og kan da også se tilbage på en enkelt gang tidligere, hvor det lykkedes at føre London-mandskabet hele vejen til finalen.
I aftenens anden kamp er de forsvarende mestre Manchester United storfavoritter mod FC Porto, men træner Alex Ferguson advarer om at tage for let på opgaven.
"Det ville være dumt at tro, at dette bliver nemt. Når hold er vant til at løbe med den hjemlige titel, spiller de med en usædvanlig selvtillid," siger Ferguson om den portugisiske modstander.
Manchester United må undvære midterforsvareren Rio Ferdinand til kampen.