Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner skal ikke med, når en trup på 24 spillere fra Arsenal i næste uge tager hul på en tur rundt i Asien. Heller ikke hollandske Robin van Persie skal med.
Det oplyser træner Arsène Wenger på klubbens hjemmeside.
Dermed bidrager Wenger til spekulationerne om, at danskeren snart er fortid i Arsenal, som i sidste sæson lejede ham ud til Sunderland.
På hjemmesiden kan man klikke sig videre ind til forklaringer på, hvorfor forskellige spillere ikke deltager på Asien-turen, men Nicklas Bendtner står end ikke nævnt på siden.
Det gør til gengæld hans hollandske rival Robin van Persie, som mange klubber har vist interesse for, og som heller ikke deltager i Asien-turen.
- Nogle spillere er nødt til at arbejde med deres kondition, og er derfor lidt efter. Såsom van Persie, siger Wenger og nævner også andre spillere:
- De er ikke klar til at spille kampe.
Heller ikke holdets tjekkiske midtbanegeneral Tomas Rosicky er med. Men han er skadet.
- Det vil tage seks til otte uger, før han er tilbage og med til træningen, siger Wenger.
Hvad Nicklas Bendtner i stedet skal foretage sig, mens Arsenal-truppen er i Asien, oplyser Wenger ikke.
Arsenal spiller den første kamp i Asien på tirsdag mod et hold fra Malaysia.
/ritzau/