Fredag starter blæsende i det meste af landet, inden det i løbet af dagen klarer op med nogen eller en del sol i særligt den nordlige del af landet.
Sådan lyder det fra Erik Hansen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
I morgentimerne bliver det relativt lunt med 12 til 14 grader, og der kan komme nedbør i små mængder.
Vejret bliver blæsende i hele landet. Dog mest i det nordjyske, hvor der først på dagen kan komme vindstød op til stormstyrke. I den øvrige del af landet bliver vinden jævn til hård.
I den nordlige del af landet klarer det op i løbet af eftermiddagen.
- I aften breder opklaringen sig over resten af landet. Vinden aftager gradvist, og temperaturerne kommer ned på to til syv grader, siger Erik Hansen.
Vejret bliver klart fredag aften og natten til lørdag.
Er man en af dem, der skal ud i byen til J-dag, behøves man derfor ikke ruste sig med paraply eller regnjakke. I den østlige del af landet vil det være en smule blæsende.
- Vinden aftager gradvist, og temperaturerne kommer natten til lørdag ned på to til syv grader, siger meteorologen.
I Nordjylland kan temperaturen dog nå ned på frysepunktet.
- Lørdag får vi glæde af opklaringen. Dagen ser rigtig pænt ud med nogen eller en del sol de fleste steder, siger Erik Hansen.
Temperaturerne vil i løbet af dagen kæmpe sig op på mellem seks til ti grader, mens vinden bliver svag til jævn fra nord og nordvest.
- Søndag fortsætter egentlig med ganske pænt vejr. Der kommer kun lidt sol, fordi der igen begynder at komme skyer ind fra vest, siger meteorologen.
Dagen byder på tørvejr, og temperaturerne kommer til at ligge mellem 10 til 13 grader. Vinden bliver svag.
/ritzau/