Det knitrer i min baglomme. Desværre ikke af funklende nye sedler, men af de farlige, ubehagelige kvitteringer.
For der blev brug for at gribe til lommen i løbet af weekenden.
Fredag havde Preben fra musikforeningen 5-øren inviteret mig og 10 andre studerende til koncert med 90 er-legenderne Atomic Swing.
Inden da havde Preben budt på øl, og vi fik en hyggelig snak om musik, SU, fodbold og boligpriser.
Efter musikken røg jeg videre på værtshus, og da jeg lå i min seng, var jeg 209 kroner fattigere.
Bold og burger
Lørdag blev ikke billigere. Med et hoved i dobbelt størrelse indfandt jeg mig til indendørs fodbold i Svanemøllehallen klokken 12. Banen var betalt, og da jeg var med på afbud, var timen gratis. Til gengæld betalte jeg regninger fra aftenen før på banen – fysikken var langt fra imponerende efter øllerne fredag.
Efter kampen tog vi i bedste folkeskolestil et glas sportssaft i cafeteriet, ganske vist 12 kroner, der kunne være blevet sparet, men efter den totale dehydrering var det en livredder.
For ikke at blive alt for sunde, snuppede min bofælle og jeg en burger på vejen hjem – hele herligheden kostede 40 kroner, men han betalte, mod at jeg stod for aftensmaden.
Knap så gratis glæder
Turen fra Østerbro til Vesterbro gik vi – i det flotte solskin er det en god gratis glæde for alle. Dog var det nok mest et udslag af, at min bofælle flot havde knækket sin cykelnøgle i låsen aftenen før.
Det var dog også det eneste gratis, der var ved lørdagen. For jeg købte godt ind, nu da både min bofælle og min kæreste troppede op til mad.
Helt klassisk stod den på okseinderlår i ovnen, flødekartofler og tomatsalat – i alt til 138 kroner.
Nå, det var da ikke så galt, hvis det var alt, hører jeg min indre finansminister sige.
Men det var jo heller ikke alt.
For min kæreste og jeg tog en tv-aften (jeg nægter at sige, hvad vi så – det er for pinligt. Men det blev vundet af en dragqueen), og derfor blandede vi slik.
Det kan absolut ikke anbefales – der ryger for meget ned i posen, og det er dyrt.
Vi landede på 51,50 kroner – ja, vi burde have spist frugt i stedet. Men der er altså slik tilbage endnu – trods alt.
Samlet ender weekenden på 410,50 kroner i udgifter, hvilket giver mig cirka 1.300 kroner til resten af februar.
Hvad mon bankrådgiver Rasmus siger til det?