Foråret er lige om hjørnet, og mange begynder så småt at drømme om skovture. Efter et par solbeskinnede dage med op til ti grader fortsætter det gode vejr i weekenden.
Men selvom det sibiriske kuldemareridt for længst er forbi, er der ikke rigtig udsigt til forårs-varmegrader i de kommende dage.
"Det ser ud til at blive et par grader køligere, end vi har haft først på ugen", siger vagthavende metrolog på TV 2 Vejret, Michael Jarnvig til Newspaq.
Lørdag bliver lidt blæsende, men altovervejende tør med få byger, siger han. Søndag ser til gengæld rigtig flot ud.
"Søndag bliver en rigtig flot dag. Men når plusserne er meget sol og svag vind, så er minusset til gengæld, at termometeret kommer til at vise nogle grader lavere, end det har gjort de seneste par dage, helt ned til en fem plusgrader", siger Michael Jarnvig.
Allerede i næste uge bliver det varmere igen. Tirsdag og onsdag ser nemlig ud til at blive med tocifrede temperaturer.