Manchester United-stjernen Wayne Rooney dukkede mandag pludselig op som gæstetræner for et ungdomshold i den schweiziske by Payerne.
Det skriver den engelske avis The Independent på sin hjemmeside.
Ungdomsspillerne skal nu ikke vænne sig til, at Rooney kigger forbi og viser, hvordan man sparker bolden i mål. Angriberen har nemlig et travlt program med masser af kampe for Manchester United, der i øjeblikket topper Premier League.
Når nu Rooney alligevel dukkede op i Payerne, så skyldes det, at den engelske angriber havde et gammelt udestående med det europæiske fodboldforbund, Uefa.
Wayne Rooney fik nemlig nedsat sin karantæne fra tre til to spilledage forud for sommerens EM, efter at han blev udvist i en EM-kvalifikationskamp mod Montenegro i oktober 2011.
Uefa accepterede at nedsætte karantænen, hvis Rooney ville melde sig til at deltage i et ungdomsprojekt.
/ritzau/