Det er rigtig god timing.
Når de fleste danskere på torsdag vågner op til en forlænget Kristi Himmelfarts-weekend, skal de ikke frygte en grå og trist omgang som den, vi netop har overstået.
Torsdag får vi op til 20 graders varme, og det bliver kun bedre de efterfølgende dage.
"Så stiger temperaturen langsomt, og når vi kommer hen til søndag, kommer vi op i nærheden af de 25 grader," siger Klaus Larsen, vagthavende hos DMI.
DMI er sikre i deres sag, så der er intet i vejen for at gøre shorts, solbriller og grillkul klar.
"Det kan man roligt gøre. Det er lidt usikkert, hvor meget sol, der kommer torsdag, men det ser ganske pænt ud alle dagene," siger Klaus Larsen.
Men nyd det, mens det varer. Mandag er det slut for denne gang, da en front med regn og køligere vinde møver sig ind over Danmark.
"Vi kommer ned i 15-20 grader og der kommer nedbør igen," siger Klaus Larsen.