Et frisparksdrøn af landsholdsspilleren Daniel Wass var torsdag med til at sikre Celta et tåleligt udgangspunkt i ottendedelsfinalen i Europa League.
Hjemme mod Krasnodar vandt den spanske klub 2-1, efter Wass havde sendt sit hold i front.
Efter 50 minutter løb danskeren til bolden omkring 25 meter fra mål og bragede med et dykkende skud bolden i nettet.
Blot fem minutter senere udlignede Krasnodar, da svenske Viktor Claesson på elegant vis snoede sig gennem Celtas forsvar.
Kort før tid scorede Claudio Beauvue sejrsmålet til 2-1 med et flot hovedstød.
Celta havde også Pione Sisto i startopstillingen mod russerne, som i 16.-delsfinalen sendte Simon Kjær og Fenerbahce ud af turneringen.
I Tyskland var Jannik Vestergaard på plads i forsvaret, da Borussia Mönchengladbach fik 1-1 med fra besøget hos Bundesliga-kollegerne Schalke 04.
Andreas Christensen kom til gengæld ikke i aktion for gæsterne. Han sad ude med rygproblemer, skriver Borussia Mönchengladbach.
I et underholdende opgør i Frankrig vandt Lyon med 4-2 over AS Roma. Brandvarme Alexandre Lacazette scorede til 4-2 i overtiden med en perle af et skud helt op i målhjørnet.
Der er returopgør om en uge.
/ritzau/