Den danske statsminister er godt på vej til at blive den næste generalsekretær i Nato.
I hvert fald hvis man skal tro den velanskrevne amerikanske avis Washington Posts oplysninger.
I sin klumme skriver den politiske kommentator Jim Hoagland, at en rådgiver for USA's nationale sikkerhedsråd NSC hemmeligt besøgte Anders Fogh Rasmussen, da den danske statsminister tidligere på måneden var på ferie i Schweiz.
Her skal rådgiveren Jones have forsikret Anders Fogh Rasmussen om, at USA bakker op om ham til Nato-posten.
"NSC-rådgiver Jones fløj i al hemmelighed til Schweiz i denne måned for at mødes med den ferierende danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han (rådgiveren, red.) forelagde opbakningen til Rasmussen om at blive den næste generalsekretær i Nato. Tillykke, Danmark," skriver Jim Hoagland.